Jeg hyggede mig ret fint med Jonas Jonassons røverhistorie Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt, da jeg hørte den som lydbog for et par år siden. Den lystige og lidt letbenede historie om Allan Karlsson, der stikker af fra plejehjemmet på sin 100 års-fødselsdag, har mange skæve vinkler og pudsige indfald – for ikke at tale om al den verdenshistorie, der krydser ind gennem Karlssons lange liv i flashbacks.
Det er en historie, der passede fortrinligt til de situationer, hvor jeg oftest hører lydbøger: under rengøring, opvask og strygning, og når jeg bruger offentlig transport (og ikke gider at høre på andre mennesker (og deres mobiltelefonsamtaler!)).
Nu er Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt så blevet filmatiseret. Jeg havde skaffet billige billetter til forpremieren i vores lokale biograf (den der ‘lille’ sag i Lyngby med 11 sale 
), så i går aftes så manden i mit liv og jeg filmen. Og vi var ærlig talt ikke imponerede.
Det er stadig en røverhistorie, selvfølgelig er det det. Men som film har den letbenede historie mistet sin charmerende fabuleren og er mest af alt blevet til en falde på halen-komedie. Vel er det skægt indimellem, men den er også langtrukken og uhomogen. Filmen giver sig nemlig i starten ganske god tid til alle morsomhederne, men pludselig er det, som om instruktøren er kommet i tanker om, at han ikke har uanede mængder tid. Og vupti, så spurtes der mod enden af historien.
Men én ting er imponerende: Robert Gustafsson. Den svenske komiker og skuespiller spiller rollen som Allan Karlsson på alle livsstadier fra ca. 20-100 år (godt hjulpet af en grundig maskering). Og det gør han ualmindeligt overbevisende. Når Gustafsson stavrer af sted som 100 årig, tror man lige så meget på ham, som når han spiller den midaldrende Karlsson (tæt på hans egen alder).
Men alt i alt er Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt en bagatel med nogle gode grin. Godt vi slap ind at se den til halv pris .
